Københavns Lufthavn skaber omkring 60.000 jobs
Aktiviteten i Københavns Lufthavn er en drivkraft for vækst, beskæftigelse og turisme i Danmark. Nu sætter en ny analyse fra Københavns Lufthavn, Center for Regional- & Turismeforskning og VisitDenmark tal på. Samlet skabes der omkring 60.000 jobs, heraf 19.300 i selve lufthavnen.
Der har ikke siden 2016 været en officiel opdatering af dansk luftfarts samfundsøkonomiske betydning. Derfor har Københavns Lufthavn taget initiativ til at udvikle en helt ny opgørelsesmetode i samarbejde med Center for Regional- & Turismeforskning (CRT) og VisitDenmark.
”Der har aldrig været tvivl om, at luftfarten og Københavns Lufthavn er en stærk drivkraft for vækst, velstand, beskæftigelse og turisme i Danmark. Men der har manglet en opdateret og mere valid opgørelse af hvordan og hvor meget. Det har vi nu,” siger Thomas Thessen, Cheføkonom i Københavns Lufthavn.
Et stort økonomisk økosystem
2019 er valgt som primært målepunkt - det sidste år før COVID-19 pandemien ramte og sendte luftfarten i frit fald.
”Lufthavnen og alle virksomhederne er godt på vej tilbage efter den globale krise, så forventningen er, at vi om 1-2 år er tilbage på samme aktivitetsniveau som før COVID-19. Derfor er mest retvisende at bruge 2019,” understreger Thomas Thessen.
Aktiviteten i Københavns Lufthavn skabte i 2019 beskæftigelse for omkring 60.000 mennesker, heraf 19.300 i de flere end 800 virksomheder på lufthavnens område. De 60.000 svarer til 2 pct. af alle beskæftigede i Danmark.
”Københavns Lufthavn er ramme om et stort økonomisk økosystem, der skaber masser af arbejdspladser og aktivitet i samfundet,” understreger Thomas Thessen.
Skaber værdi for 38 milliarder kr.
Af de 19.300 beskæftigede på lufthavnens område arbejdede 2.600 i selve virksomheden Københavns Lufthavne A/S, mens 600 arbejdede i NAVIAIR med flyveledelse og 3.000 hos de groundhandler virksomheder, der på flyselskabernes vegne står for check-in, boarding, bagage og håndtering af parkerede fly.
4.700 arbejdede hos flyselskaberne, mens de resterende 8.400 (43 procent) primært var beskæftiget i butikker og spisesteder i terminalerne, bygge- og anlægsvirksomheder i lufthavnen og hos myndighederne som f.eks. Politi og Told.
”Overordnet bidrog al aktiviteten i Københavns Lufthavn med 38 mia. kr. i bruttoværditilvækst og 17 milliarder kroner i skatte- og afgiftsprovenu i det sidste år før COVID-19 pandemien ramte.” fortæller Thomas Thessen.
Vigtig for turismen
Udover de mange jobs i og omkring lufthavnen skabes der yderligere beskæftigelse igennem de flere millioner udenlandske turister, som flyver til Danmark via Københavns Lufthavn. Lufthavnens betydning for dansk turisme er beregnet i samarbejde med VisitDenmark, der er ansvarlig for den officielle opgørelse over dansk turismes samfundsøkonomiske betydning.
”Københavns Lufthavn er ganske afgørende for turismen i Danmark. I 2019 skabte de turister, der kom til Danmark via lufthavnen, 25.000 beskæftigede – primært i Region Hovedstaden.” siger Thomas Thessen.
Værdien for det brede erhvervsliv vil blive tilføjet senere
Den værdi tilgængeligheden til og fra Københavns Lufthavn skaber for resten af dansk erhvervsliv - udover turismen - er ikke inkluderet i den nye rapport. Det bliver den på et senere tidspunkt, når en igangværende europæisk analyse er afsluttet.
Dermed er den samlede samfundsværdi af Københavns Lufthavn reelt større end resultaterne i denne analyse viser, men kan altså ikke estimeres på nuværende tidspunkt.